Dette opløftende svar har jeg fået mange gange i tidens løb, når jeg har inviteret folk til børneklub, møde eller gudstjeneste. Dette har også været tilfældet i de seneste måneder, hvor jeg har fået lov til at medvirke ved mange dejlige arrangementer, som f.eks. Indian Summer i Kvistgård, et udendørs børneklubarrangement ved Lindehøj Kirke og med en stand ved byfesten i Herlev. Du kan læse lidt mere om disse arrangementer på vores hjemmeside.
“Jeg kommer” er der også en del, der har lovet, når vi har været på gadeevangelisering. Det var bl.a. tilfældet en fantastisk fredag i slutningen af november, hvor vi stod ved Nørreport Station. Jeg mødte 4 personer, som jeg fik en længere snak med. Den første, jeg talte med, var en kvinde, som allerede var en del af en menighed. Det var en opmuntring at tale med hende. De 3 andre inviterede jeg til gudstjeneste og til et mindre fællesskab, da de alle søgte efter Gud og fællesskab med mennesker. Den første af disse tre søgende mennesker var en ung fyr fra udlandet, som i ny og næ har været i kirke. Derefter talte jeg med en kvinde, som flere gange havde gået forbi Bethesda og overvejet at gå derind. Til sidst talte jeg med en mand, som bl.a. sagde: “Jeg tror, Gud holder fast i mig.”
Det er skønt at møde positive mennesker, der lover at komme til et arrangement i en klub eller til gudstjeneste. Desværre holder de ikke altid løftet, når dagen for klubarrangement eller gudstjenesten kommer, men nogle gange. Tak om I vil være med til at bede for hver eneste, der er blevet mødt gennem OAC’s arbejde, at de må få frimodighed til fortsat at være åbne for at høre mere om Jesus.