I de seneste måneder er vi blevet inviteret til at undervise og opmuntre til evangelisering i flere forskellige sammenhænge, bl.a. på Luthersk Missions landsmøde i Skjern. På kirkeskolen på Bornholm var vi samlet under temaet “Hvad tror danskerne?”. Temaet udsprang bl.a. af en analyse af det, vi oplever i København: at mange mennesker kender meget lidt til den kristne tro, bibelen og kirkegang, og at en del er ligeglade. Nogle har en meget spæd tro, hvor de ind imellem beder til Gud, og nogle er, hvad vi kalder kirkeløse kristne (dvs. de tror på Jesus, men er ikke en del af en menighed). Men det helt fantastiske er, at vi møder en helt kolossal åbenhed over for Jesus og evangeliet – især blandt helt unge mennesker. Faktisk mindes jeg ikke at have oplevet nogle lignende i de årtier, jeg har arbejdet som evangelist. Jeg er ikke i tvivl om, at vi går en spændende tid i møde! Tænk hvis vi kan være et redskab til, at disse unge møder Jesus som deres Frelser. For at nå det er det vigtigt, at alle vi kristne er åbne om vores tro og vidner om Jesus i vores hverdag.
/Torben