Familiearrangementer

I de seneste måneder har jeg fået lov at medvirke ved en del familiegudstjenester og -møder.

Kirkernes stand i Herlev i begyndelsen af september blev et par travle og virkeligt gode dage. Der blev lavet mere end 300 ballonfigurer samtidig med, at der blev uddelt masser af invitationer til både trylleshow og mange andre arrangementer i kirkerne. Mellem 80 og 90 børn og voksne kom til trylleshowet, som omfattede både en del sjov og en helt central forkyndelse af Jesu kors og opstandelse.

Torsdag, den 31. oktober 2024 var der Lysfest i Holstebro. Det var festligt at møde de mange børn og voksne – både dem, der er vant til at komme i missionshuset, og en del nye. Endnu engang oplevede jeg det som en stor velsignelse at gøre alt det, jeg holder så meget af: at lave ballonfigurer og trylleri og samtidig forkynde det fantastiske budskab om Jesu opstandelse.

I november var jeg til en dejlig aften med Messy Church i Høng missionshus. Her mødte jeg bl.a. nogle børn og forældre fra legestuen. Det var som altid skønt at trylle og forkynde for mennesker i alle aldre.