I forrige uge havde vi en skøn uge med Sommerteam på Gammelbro Camping i Sønderjylland. Vi havde børnekirke hver eftermiddag, hvor en del børn hørte evangeliet. Om aftenen var der bål og godnathistorier fra Det nye Testamente. Her var der mange, som var med. Desuden var der en af de første dage sæbebobleshow, hvor vi fortalte om alle vores andre arrangementer. Sent på aftenen var der åbent i Jesus-teltet, som nogle af brugerne kalder det. Med bål, samtaler og hver aften andagt.
En af aftnerne er der fast tradition for, at det er andagt med tale-male-bræt (sketchboard) med neonfarver. En aften havde vi dog et problem med at gennemføre programmet, da vi i stedet forsøgte at undgå, at teltene fløj væk i det voldsomme vejr. Vi sluttede søndag med en dejlig familiegudstjeneste.
Tak, om du vil være med til at bede for de mange, som har hørt evangeliet gennem forkyndelse og samtaler. Også for opfølgningen, bl.a. for de børn, som gerne vil med i en børneklub – og at flere af teenagerne og de voksne lærer Jesus endnu bedre at kende.