Grundlag

Uden Guds ledelse vil et folk fare vild står der i Ordsp 29,18 (Bibelen på Hverdagsdansk 2007). Sådan er det stadig. Vi har brug for nogle pejlemærker at styre efter. Vision, mission og trosgrundlag er hentet direkte fra Open Air Campaigners og er således fælles med vore internationale søsterorganisationer. Desuden har vi formuleret 6 værdier, som har høj prioritet i vort arbejde.

Vision
At gøre Kristus kendt for alle mennesker alle steder.

Mission
OAC Danmark er en organisation, som primært ønsker at forkynde evangeliet til ikke-kristne mennesker blandt andet gennem gadeevangelisering, samt at udruste og opmuntre lokale kristne fællesskaber til at gøre det samme.

Værdier

  1. Kald til at nå ”manden på gaden” Vi satser på, at bringe Guds kærlighed til mennesker gennem offentlig forkyndelse – på gaden og mange andre steder.
    Matt 9,35-36; Mark 16,15; ApG 17,16-17
  2. Kreativitet Vi satser på mange kreative former, som kan skabe og holde opmærksomhed på forkyndelsen samt understrege vigtige pointer i forkyndelsen. Kreativiteten må til enhver tid have relevans for tilhørerne og må aldrig tage fokus fra evangeliet.
    2 Tim 4,1-5
  3. Kvalitet Vi prioriterer, at vore medarbejdere dygtiggør sig gennem kurser og personlig forberedelse. På den måde når de bedst frem med budskabet, og samtidig ærer de Gud.
    2 Tim 3,14-4,5; Ef 4,11-16
  4. Kirke Vi satser på, at vore medarbejdere er aktivt engagerede i et lokalt menighedsfællesskab, hvor de møder Bibelens og Helligåndens vejledning, som viser dem, hvordan de skal leve. Desuden ser vi gerne, at evangelisering sker ud fra lokale kristne fællesskaber.
    ApG 2,42; ApG 13,2-3; Kol 3,1-17; Rom 12,1-2
  5. Kærlighed Vi stoler på Guds kærlige omsorg for os, både når det gælder vor tjeneste og vort personlige liv.
    1 Kor 9; Matt 6,33
  6. Kædereaktion Vi satser på gennem vor tjeneste at oplære andre kristne og at give praktisk evangelisations­undervisning.
    2 Tim 2,2; Ef 4,11-13; Matt 28,18-20

Trosgrundlag

OAC Danmark bygger sit arbejde på Open Air Campaigners Internationals læregrundlag “Statement of faith”, her gengivet på dansk:

1. Skrifterne. Vi tror, at ethvert ord i Bibelen er inspireret af Gud, at de første skrifter er uden fejl, og at Gud derved har givet menneskeheden sit eviggyldige budskab.

2. Guddommen. Vi tror på én Gud, som til evig tid vil have tre skikkelser: Fader, Søn og Helligånd.

3. Jesus Kristus. Vi tror på hans fulde guddommelighed, hans jomfrufødsel, hans fulde menneskelige væsen, hans syndfrie liv, hans stedfortrædende død, hans legemlige opstandelse, hans himmelfart, hans nuværende ypperstepræstelige tjeneste og hans kommende personlige genkomst til jorden.

4. Helligånden. Vi tror på hans fulde guddommelighed. Han overbeviser syndere og frelser dem, der tror på Kristus. Han bor i, besegler og giver troende del i Kristi legeme. Han giver åndelige gaver og styrke til at leve et kristent liv.

5. Mennesket. Vi tror, at Gud skabte alle ting som beskrevet i 1. Mosebog. Vi tror, at det første menneske, Adam, ved sin synd bragte åndelig død over hele menneskeheden, som derfor vil være dømt til evig død, hvilket gør genfødelse en absolut nødvendighed.

6. Frelse. Vi tror, at Gud giver evigt liv til dem, der angrer og sætter deres lid til Kristus alene, så de bliver retfærdiggjort ved Kristi blod og tilregnet hans retfærdighed.

7. Kirken. Vi tror på én almindelig kirke, som alle troende tilhører. Vi tror på vigtigheden af den lokale kirke bestående af troende, der samles med henblik på tilbedelse, fællesskab og oplæring. Vi tror, at kirken er ansvarlig for at opfylde Kristi store bud om at prædike evangeliet for alle folkeslag.

8. Fremtiden. Vi tror på sjælens eksistens til evig tid, den legemlige opstandelse, evig velsignelse af troende og evig fortabelse for de vantro.

I overensstemmelse med dansk tradition og danske kirkeforhold vil OAC DK tillige være forpligtet på de evangelisk lutherske bekendelsesskrifter.

OAC Danmark

Pr. 1/1-2023 lavede vi et strategisk partnerskab med Luthersk Mission (LM – dlm.dk), som bl.a. betyder, at vi har lavet denne forretningsorden for OAC Danmark.