Ja da – 100 procent!

Umiddelbart var der ikke så mange mennesker ved Brøndby Strand station, da Anker N og jeg i dag satte bogbordet der. Men… en ung mand kom for at få en dansk bibel, som Anker lovede ham sidste gang. Desuden havde vi 3 forskellige samtaler med mennesker med afrikansk baggrund. Jeg spurgte en ung kvinde, om hun er kristen. Ja da, 100 procent, sagde hun – og hun er en del af en menighed. Den anden fortalte også, at han er en troende, men ikke havde fundet en dansk menighed, så vi inviterede ham. Og den sidste har ind imellem kontakt med en menighed – og jeg opmuntrede ham til at være en fast del af et fællesskab.
Jeg talte også med en mand, der mente, at han via internettet var blevet meget klogere end os, der tror på det, Bibelen siger. Jeg fandt ikke helt ud af, om hans visdom på dette område var på niveau med hans påstand om, at det var St. Bededag i går.  
Anker talte med 2 søskende, som er i en sorgprocess efter tabet af deres mor. De var ret åbne for evangeliet – og de blev inviteret med i et kristent fællesskab. Ja, endnu en gang hørte Gud vores bøn – og gav mulighed for mange samtaler i løbet af 1,5 time.